Nej til en grundlovskommission

Republikanerne fører an i regeringens planer om at ændre grundloven. Trods sine mange år er grundloven stadig i fin form.  Grundloven værner om nationalstaten, om vores demokrati og om den personlige frihed.  Samtidig fortæller grundloven meget om vores historie og værdier. Der er derfor ingen grund til at ændre grundloven.  Man skal ikke reparere noget, som ikke er i stykker. Hvad er så baggrunden for, at regeringen nu vil ændre grundloven?

Et af argumenterne er, at kongehuset skal have en langt mindre central rolle. Her siger vi klart fra. Kongehuset er et af vores nationale samlingspunkter. Kongehuset er en central del af de danske værdier og binder nutiden og fremtiden sammen med vores historie, kultur og traditioner. De Radikale er republikanere. Hvis de fuldt ud får deres vilje med grundloven, ophører Danmark med at være et monarki.

Et andet argument fra regeringen er, at de vil skrive de europæiske menneskerettigheder ind i grundloven. Uanset hvor sympatisk det kan lyde, så er det helt forfejlet. I Danmark er grundloven øverst. Sådan skal det også være i fremtiden. Det er danskerne, der skal definere, hvilke grundlæggende værdier, institutioner og frihedsrettigheder, der skal gælde i Danmark. Og så har vi tilsluttet os de europæiske menneskerettigheder som et selvstændigt land. Sådan skal det være. Hvis nogle internationale og til tider ganske diffuse menneskerettigheder dikterer teksten i grundloven, så sætter vi en international aftale over vores egen selvbestemmelsesret. Det siger vi klart nej til – for vi sætter den nationale selvbestemmelsesret og de nationale værdi øverst.

Det tredje argument fra regeringen er, at sproget i grundloven skal moderniseres.
Det giver simpelthen ikke mening at ændre noget så fundamentalt for det danske samfund, fordi man synes, at sproget er gammeldags. Det er ikke alt, man skal forkaste, blot fordi det er af ældre dato.

Det Konservative Folkeparti siger nej tak til at nedsætte en grundlovskommission.
Vi vil ikke have grundlovsændringer på dagsordenen, for der er ikke brug for ændringer.
Vi vil kæmpe for danske værdier, dansk national selvbestemmelse, danskdefinerede frihedsrettigheder og ikke mindst det danske monarki. Vi skal ikke diskutere grundlovsændringer. Slet ikke med republikanerne for bordenden.