Nytårstalen gav intet bud på, hvad Helle Thorning Schmidt vil med magten

Ligesom alle andre havde jeg også høje forventninger til statsministerens første nytårstale. Ikke fordi jeg forventede at være enig i Helle Thorning Schmidts politiske budskaber, men fordi jeg håbede endelig at få at vide, hvad hun egentlig vil som statsminister. Men mine forventninger blev overhovedet ikke indfriet. Derimod sidder jeg tilbage med endnu flere spørgsmål, og er skuffet over en ukonkret tale med en perlerække af selvmodsigelser.

Vi står midt i en international økonomisk krise og gældskrise af historiske dimensioner. Og skal Danmark sikkert gennem krisen, så kræver det visioner og klare bud på, hvordan! I stedet får vi serveret en nytårstale, der er blottet for konkrete tiltag og uden visioner. For talen giver absolut intet svar på statsministerens vej ud af krisen. Derimod får vi endnu engang fremhævet regeringens fortærskede kickstart af dansk økonomi – en kickstart, som virker naiv i forhold til de problemer og udfordringer vi står over for. Kækt fremhæver statsministeren, at regeringen vil skabe jobs ved milliardinvesteringer i børnehaver og veje. Men der er tale om meget få jobs, der slet ikke løser de udfordringer, vi står over for. Og der er tale om et højere offentligt forbrug for lånte penge. Det er ikke det, som bringer os videre! Vi får ikke skabt mere velstand og flere private arbejdspladser ved at øge det offentlige forbrug. Der er derimod brug for, at det bliver attraktivt at investere og drive virksomhed i Danmark. Kun dermed bliver der skabt varige jobs og mere velstand. Indtil videre har vi kun oplevet den forkerte medicin fra regeringen med øgede afgifter og skatter samt et større offentligt forbrug – og hvor regeringen selv har indrømmet, at mange af deres tiltag betyder et farvel til danske jobs. Derfor er det en selvmodsigelse, når statsministeren i sin tale siger, at regeringen holder hånden under danske jobs.

Det er mangel på lederskab, når man som statsminister opremser alle problemer og udfordringer – og derefter er totalt fraværende, når det drejer som, hvad der skal gøres. Vi får en masse overskrifter – men intet indhold. Et godt eksempel er, at statsministeren flere gange fremhæver, at de hårde tider betyder, at der skal træffes nogle svære beslutninger. Beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.  Og så bliver der liret en masse overskrifter af:

• ”Mange vil opleve forandringer.” Men vi får ikke svar på hvilke forandringer, det drejer sig om.
• ”Mange vil blive bedt om at tage en ekstra tørn.” Men vi får ikke svar på hvem og hvordan, hvis der ikke er økonomiske incitamenter.
• ”Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.” Men vi får ikke svar på hvor, hvilket er ganske interessant efter regeringen med deres finanslovsaftale har øget det offentlige forbrug for lånte penge.

Et andet problem med statsministeren tale er, at den er tilbageskuende og vidner om, at hun stadigvæk har meget svært ved slippe sin gamle rolle som leder af oppositionen, Det er så trættende gang på gang at høre, at det er alle andre skyld – at det er den forrige regerings skyld. Og samtidig er det pinligt, når statsministeren i sin kritik af den forrige regering kommer med den ene selvmodsigelse efter den anden. Endnu engang skal vi høre Helle Thorning Schmidt irritation over den forrige regerings skattelettelser – f.eks. skattelettelser i bundskatten, indførelse og senere forøgelse af beskæftigelsesfradraget og et farvel til mellemskatten. I nytårstalen fremhæver hun således, at den forrige regering har givet skattelettelser, der ikke var råd til, at man forsømte at ruste Danmark til dårlige tider og at der ikke var styr på økonomien. At alt dette er baggrunden for, at Danmark har et underskud på de offentlige finanser på 100 mia. kroner.

Med den svada viser Helle Thorning Schmidt, at det er vigtigere for hende som statsminister at sværte den forrige regering til end at holde sig til fakta. Danmark var rustet, da krisen ramte os. I 2001 var den offentlige nettogæld på 268 mia. kr. Da krisen ramte os, var gælden væk. Samtidig kommer statsministeren med endnu en selvmodsigelse, da hun tidligere i sin tale fremhæver, at for blot fire-fem år siden kunne man gå ind fra gaden og få et job. Ja, det kunne man fordi der var vækst og god gang i økonomien. Så kan statsministeren ikke få sekunder efter udtale, at der ikke var styr på økonomien.

I øvrigt – i de gode tider var Socialdemokraternes eneste bidrag, at vi skulle bruge endnu flere penge på offentligt forbrug. At det såkaldte råderum skulle bruges til flere offentlige udgifter. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis den forrige regering havde givet efter for det? Og så er statsministerens bemærkninger om skattelettelser i øvrigt yderst besynderlige. Hvis den forrige regerings skattelettelser er så uansvarlige, hvorfor har regeringen – og S og SF – så aldrig foreslået at rulle dem tilbage. Og hvordan hænger det sammen med, at regeringen selv har givet udtryk for, at der er behov for at sænke skatterne på arbejde yderligere. I det hele taget er statsministerens ord om skatteslettelser noget værre rod. For hun sender med sin nytårstale dobbelttydende signaler ved et sted at nævne regeringens kommende skattereform, der skal få flere i arbejde, og så et andet sted i talen fremhæve – nærmest prale med – at vi er mange, der arbejder og aflevere halvdelen til fællesskabet.

Og så er jeg meget skuffet over, at statsministeren kun nævner Danmarks EU-formandskab og de udfordringer EU står over for med meget få linjer. Igen lirer Helle Thorning Schmidt nogle overskrifter af. F.eks. et par floskler om, at vi – Danmark – vil yde vores til, at de europæiske lande sammen kan få styr på økonomien og gang i væksten igen. Men ikke et ord om, hvordan. Ligesom statsministeren fremhæver, at vi det næste halve år har muligheden for at skubbe EU et lille skridt i den rigtige retning. Men hvilken retning drejer det sig om? Hvorfor nævner statsministeren ikke, hvilken retning regeringen tænker på? Jeg frygter, at statsministeren og regeringen ikke selv kan komme med et bud. Ved at høre nytårstalen kan man mistænke statsministeren for kun at blive mødeleder det kommende halve år. Og det vil være meget trist med de udfordringer, som EU og Danmark står over for.

Det eneste positive jeg kan finde i talen er, at statsministeren fremhæver, at ingen bare kan kræve. Det er blot en postgang for sent, når jeg tænker på, hvordan S og SF i flere år har lovet at løse alle problemer vi møder i livet med øget offentligt forbrug og samtidig anklaget den forrige regering for at udføre massakre på velfærdstaten. Derudover – så adresserer statsministeren den enkeltes ansvar udelukkende i forhold til velfærdsstaten, hvor jeg som konservative både tænker på det personlige ansvar og for de fællesskaber, vi er en del af. Men det er jo forskel i politiske holdninger.

Kort sagt. Hvad vil Helle Thorning Schmidt med magten? Hvad vil Helle Thorning Schmidt med Danmark? Nytårstalen giver intet svar. Og det er en farlig ledelseskurs for dansk demokrati, at vi har en statsminister som ikke melder klart ud og hermed giver mulighed for at skabe grobund for bæredygtige løsninger, der åbent kan diskuteres mellem borgere og politikere.