I kronikken beder ministrene danskerne om at bidrage mere til deres fællesskab. Og de har allerede sat handling bag ordene. Skatter og afgifter sættes op, og danskerne vil dermed fremover have en mindre andel af frugterne af deres arbejde. Mere skal gå til fællesskabet – mindre til dem, der yder. Samtidig har regeringen fjernet loftet over sociale ydelser og givet 5 ugers skatteborgerbetalt ferie til kontanthjælpsmodtagere – mere til dem på overførselsindkomst. Nu varsler de lettelser i indkomstskatten i den kommende skattereform. Det interessante bliver hvem, der skal betale. For røde regninger ender som regel hos dem, der kan og vil selv.

Det er den forkerte vej. Stærke fællesskaber bygger på, at alle tager deres ansvar – for sig selv og sine. Hvis systemet overtager ansvaret, så bliver den enkelte uden ansvar og dermed sig selv nok. Det er det vi ser i disse år, hvor for mange udelukkende tænker på, hvordan de selv kan kræve mest muligt ind fra det offentlige – helt uden blik for, at det faktisk er andre mennesker, der arbejder hårdt for at fylde penge i de offentlige kasser. Egoistsamfundet er en følge af velfærdsstatens barnepigementalitet. Det er det system, de tre røde musketerer er godt i gang med at udbygge.

De tre ministre taler også om frihed og tillid. Men det er ikke personlig frihed. Det er systemets frihed til at bestemme mere over den enkeltes liv. Det gælder fx med ”sundheds”-afgifter, der skal styre folks madvaner i bestemte retninger og skat på sundhedsforsikringer, der skal mindske de frie valg. Det er heller ikke tillid til almindelige borgere. Det er tillid til, at lempelig radikal udlændingepolitik ikke rammer den danske velfærd, og tillid til kriminelle, som ministrene mener, er blevet svigtet af VK med for megen straf og for lidt omsorg.

Det er den forkerte vej. Frihed og tillid skal være til den enkelte og familierne, der er fundamentet i det danske samfund. Mennesker, der sagtens kan bestemme selv, og som ikke ønsker politikernes og statens indblanding i deres hverdag.

De taler også om et værdifællesskab i Danmark, som skal samle og ikke splitte. Men det er ikke danske værdier de kæmper for, når SF kritiserer Kongehusets rolle, når De Radikale ønsker EU og de europæiske menneskerettigheder ind og Kongehuset ud af Grundloven, når den socialdemokratiske forsvarsminister undlader at bakke op om indsatsen fra udsendte soldater i Afghanistan, når kirkeministeren undergraver folkekirken og når kulturministeren svinger sparekniven. Det er heller ikke fælles værdier, der støttes, når undervisningsministeren forringer unges uddannelse og dannelse ved at afskaffe den sunde kappestrid mellem folkeskolerne.

Det er den forkerte vej. Danmark er ikke et tilfældigt bofællesskab, men et fællesskab, der gennem århundreder er bygget op om fælles værdier, som vores forfædre har ofret blod, sved og tårer for. Vi styrker bedst vores fællesskab ved, at vi værner om vores kultur, kristne værdigrundlag og nationale selvbestemmelsesret.

Værdikampen er vigtigere end nogensinde. Holdningerne fra de tre røde musketerer skal tages dybt alvorligt. Det er i høj grad her kampen i dansk politik står de kommende år. Konservative står klar til kamp for danske værdier, for det personlige ansvar, det private initiativ og for familiernes frihed til selv at bestemme. Ansvaret ligger bedst i borgernes hænder!

Indtil tirsdag den 10. januar har statsministeren flere gange slået fast, at en skat på finansielle transaktioner kun ville blive en virkelighed, såfremt det var på globalt plan. Så kom udmeldingen på statsministerens ugentlige pressemøde i sidste uge: ”Vi har ingen ideologiske problemer med en transaktionsskat i Europa, overhovedet ikke faktisk.” Samme dag havde Børsen et interview med indenrigs- og økonomiminister Margrete Vestager, der meget klart sagde nej til en europæisk tobinskat med følgende citat: ”Hvis man kun indfører en transaktionsskat i Europa, risikerer vi, at kapitalen flytter ud af Europa, fordi det er nemt og billigt at flytte kapital. Der er ikke fundet tilstrækkeligt gode løsninger på det problem”.

Danmark har ikke brug for disse forvirrende signaler – for det skaber frygt. Det Konservative Folkeparti har hele tiden advaret mod en skat på finansielle transaktioner. Både fordi vi ikke kan se formålet med denne skat, og fordi den vil betyde tab af tusindvis af danske arbejdspladser. Forskellige beregninger viser et farvel til godt 5000 arbejdspladser i Danmark. I forvejen koster regeringens godt 4000 jobs– altså 40 jobs om dagen i regeringens første måneder.

Bøjer statsministeren sig for SF’s, en lang række af socialdemokraternes og Sarkozys store ønske om en tobinskat, så bliver det de danske forbrugere, der kommer til at betale prisen. Vi kan bare se over sundet, hvor vores svenske naboer i en kort periode havde en tobinskat – Det medførte at store tab af arbejdspladser pga. virksomhedernes flugt fra det svenske marked. Erfaringerne fra Sverige er tydelige og er ikke til at komme uden om. Jeg håber, at regeringen stopper sin zig-zag kurs, og kæmper imod en europæisk tobinskat – for Danmarks skyld.

For efter 100 dage er det stadig uklart, hvordan regeringen vil lede Danmark gennem den økonomiske krise. Regeringen siger nemlig et, men gør noget andet. Regeringen vil have flere fra passiv forsørgelse og i arbejde. Men det klinger hult, når man samtidig fjerner kontanthjælpsloftet og dermed det økonomiske incitament til at tage et arbejde. Også regeringens vækstpolitisk er fuld af selvmodsigelser. Motoren for vores velfærdssamfund er arbejdspladser i den private sektor. Men med de radikales velsignelse har regeringen kastet grus i maskinen med bl.a. skattestigninger på 5 mia. kr., som øger verdens i forvejen højeste skattetryk. NOx-afgiften er et godt eksempel på, hvordan regeringen suger konkurrencekraften ud af store virksomheder uden en mærkbar miljøeffekt. Og de højere afgifter på øl, slik, kød mv., vil sende mange arbejdspladser syd for grænsen uden sundheden forbedres. F.eks. forventer regeringen, at ølsalget i Danmark vil falde med 8. mio. liter, mens grænsehandelen vil stige med 9 mio. liter.

Det er en svær tid, vi befinder os i, og det er afgørende vi foretager de rette valg. Jorden skal gødes for erhvervslivet med bedre rammevilkår som lavere skatter og færre regler ligesom en stærk satsning på uddannelse og forskning også er vigtigt. Det rekordhøje offentlige forbrug skal reduceres gennem målrettede reformer. Det er helt forkert medicin, når regeringen har ladet det offentlige forbrug stige. Vi skal styrke det personlige ansvar bl.a. ved at sænke skatten. Desværre har regeringen ikke gjort brug af disse tiltag de første 100 dage.

Jeg vil dog også fremhæve nogle få glæder. Tak til regeringen for dens mange løftebrud. For den store forkromede plan, ”Fair Løsning”, er underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr., og hænger derfor ganske enkelte ikke sammen. Tak til Villy Søvndal for at erkende i en kronik i lørdags, at der er grænser for offentlig velfærd. Jeg husker ellers tydeligt, hvordan SF akkompagneret af S, førhen kaldte enhver opbremsning i det offentlige forbrug for en velfærdsmassakre.

Min opfordring til regeringen er at bruge de kommende 100 dage på at stoppe med at sværte den tidligere regering til. Drop nu grammofonpladen med den falske sang om, at det er VK-regeringens skattelettelsers skyld. Det er ikke kun forkert. Det er tom snak. Ellers havde regeringen vel rullet skattelettelserne tilbage. Fortæl nu hvad I vil. Det giver et bedre udgangspunkt for en sund debat og dermed grobund for bæredygtige løsninger. At de første 100 dage vil blive husket som den mest forpjuskede og planløse regeringsstart i nyere tid er en ting. Men at det vil fortsætte i hele regeringsperioden, er et kun alt for tydeligt og realistisk scenarium.

Vi står midt i en international økonomisk krise og gældskrise af historiske dimensioner. Og skal Danmark sikkert gennem krisen, så kræver det visioner og klare bud på, hvordan! I stedet får vi serveret en nytårstale, der er blottet for konkrete tiltag og uden visioner. For talen giver absolut intet svar på statsministerens vej ud af krisen. Derimod får vi endnu engang fremhævet regeringens fortærskede kickstart af dansk økonomi – en kickstart, som virker naiv i forhold til de problemer og udfordringer vi står over for. Kækt fremhæver statsministeren, at regeringen vil skabe jobs ved milliardinvesteringer i børnehaver og veje. Men der er tale om meget få jobs, der slet ikke løser de udfordringer, vi står over for. Og der er tale om et højere offentligt forbrug for lånte penge. Det er ikke det, som bringer os videre! Vi får ikke skabt mere velstand og flere private arbejdspladser ved at øge det offentlige forbrug. Der er derimod brug for, at det bliver attraktivt at investere og drive virksomhed i Danmark. Kun dermed bliver der skabt varige jobs og mere velstand. Indtil videre har vi kun oplevet den forkerte medicin fra regeringen med øgede afgifter og skatter samt et større offentligt forbrug – og hvor regeringen selv har indrømmet, at mange af deres tiltag betyder et farvel til danske jobs. Derfor er det en selvmodsigelse, når statsministeren i sin tale siger, at regeringen holder hånden under danske jobs.

Det er mangel på lederskab, når man som statsminister opremser alle problemer og udfordringer – og derefter er totalt fraværende, når det drejer som, hvad der skal gøres. Vi får en masse overskrifter – men intet indhold. Et godt eksempel er, at statsministeren flere gange fremhæver, at de hårde tider betyder, at der skal træffes nogle svære beslutninger. Beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.  Og så bliver der liret en masse overskrifter af:

• ”Mange vil opleve forandringer.” Men vi får ikke svar på hvilke forandringer, det drejer sig om.
• ”Mange vil blive bedt om at tage en ekstra tørn.” Men vi får ikke svar på hvem og hvordan, hvis der ikke er økonomiske incitamenter.
• ”Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.” Men vi får ikke svar på hvor, hvilket er ganske interessant efter regeringen med deres finanslovsaftale har øget det offentlige forbrug for lånte penge.

Et andet problem med statsministeren tale er, at den er tilbageskuende og vidner om, at hun stadigvæk har meget svært ved slippe sin gamle rolle som leder af oppositionen, Det er så trættende gang på gang at høre, at det er alle andre skyld – at det er den forrige regerings skyld. Og samtidig er det pinligt, når statsministeren i sin kritik af den forrige regering kommer med den ene selvmodsigelse efter den anden. Endnu engang skal vi høre Helle Thorning Schmidt irritation over den forrige regerings skattelettelser – f.eks. skattelettelser i bundskatten, indførelse og senere forøgelse af beskæftigelsesfradraget og et farvel til mellemskatten. I nytårstalen fremhæver hun således, at den forrige regering har givet skattelettelser, der ikke var råd til, at man forsømte at ruste Danmark til dårlige tider og at der ikke var styr på økonomien. At alt dette er baggrunden for, at Danmark har et underskud på de offentlige finanser på 100 mia. kroner.

Med den svada viser Helle Thorning Schmidt, at det er vigtigere for hende som statsminister at sværte den forrige regering til end at holde sig til fakta. Danmark var rustet, da krisen ramte os. I 2001 var den offentlige nettogæld på 268 mia. kr. Da krisen ramte os, var gælden væk. Samtidig kommer statsministeren med endnu en selvmodsigelse, da hun tidligere i sin tale fremhæver, at for blot fire-fem år siden kunne man gå ind fra gaden og få et job. Ja, det kunne man fordi der var vækst og god gang i økonomien. Så kan statsministeren ikke få sekunder efter udtale, at der ikke var styr på økonomien.

I øvrigt – i de gode tider var Socialdemokraternes eneste bidrag, at vi skulle bruge endnu flere penge på offentligt forbrug. At det såkaldte råderum skulle bruges til flere offentlige udgifter. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis den forrige regering havde givet efter for det? Og så er statsministerens bemærkninger om skattelettelser i øvrigt yderst besynderlige. Hvis den forrige regerings skattelettelser er så uansvarlige, hvorfor har regeringen – og S og SF – så aldrig foreslået at rulle dem tilbage. Og hvordan hænger det sammen med, at regeringen selv har givet udtryk for, at der er behov for at sænke skatterne på arbejde yderligere. I det hele taget er statsministerens ord om skatteslettelser noget værre rod. For hun sender med sin nytårstale dobbelttydende signaler ved et sted at nævne regeringens kommende skattereform, der skal få flere i arbejde, og så et andet sted i talen fremhæve – nærmest prale med – at vi er mange, der arbejder og aflevere halvdelen til fællesskabet.

Og så er jeg meget skuffet over, at statsministeren kun nævner Danmarks EU-formandskab og de udfordringer EU står over for med meget få linjer. Igen lirer Helle Thorning Schmidt nogle overskrifter af. F.eks. et par floskler om, at vi – Danmark – vil yde vores til, at de europæiske lande sammen kan få styr på økonomien og gang i væksten igen. Men ikke et ord om, hvordan. Ligesom statsministeren fremhæver, at vi det næste halve år har muligheden for at skubbe EU et lille skridt i den rigtige retning. Men hvilken retning drejer det sig om? Hvorfor nævner statsministeren ikke, hvilken retning regeringen tænker på? Jeg frygter, at statsministeren og regeringen ikke selv kan komme med et bud. Ved at høre nytårstalen kan man mistænke statsministeren for kun at blive mødeleder det kommende halve år. Og det vil være meget trist med de udfordringer, som EU og Danmark står over for.

Det eneste positive jeg kan finde i talen er, at statsministeren fremhæver, at ingen bare kan kræve. Det er blot en postgang for sent, når jeg tænker på, hvordan S og SF i flere år har lovet at løse alle problemer vi møder i livet med øget offentligt forbrug og samtidig anklaget den forrige regering for at udføre massakre på velfærdstaten. Derudover – så adresserer statsministeren den enkeltes ansvar udelukkende i forhold til velfærdsstaten, hvor jeg som konservative både tænker på det personlige ansvar og for de fællesskaber, vi er en del af. Men det er jo forskel i politiske holdninger.

Kort sagt. Hvad vil Helle Thorning Schmidt med magten? Hvad vil Helle Thorning Schmidt med Danmark? Nytårstalen giver intet svar. Og det er en farlig ledelseskurs for dansk demokrati, at vi har en statsminister som ikke melder klart ud og hermed giver mulighed for at skabe grobund for bæredygtige løsninger, der åbent kan diskuteres mellem borgere og politikere.

Carinas budget satte gang i en vigtig debat, som ikke kun må begrænses til en diskussion om overførselsindkomster og ulighed. For debatten har potentiale til at stikke adskillige spadestik dybere i en mere grundlæggende og værdibaserede diskussion om velfærdssamfundets rolle. Vi er simpelthen blevet lullet i søvn og har ikke lagt mærke til, hvor mange opgaver, der er taget fra os og puttet ind under statens vidtfavnende vinger. Vi har accepteret det, men har vi virkelig forholdt os til, om vi reelt ønsker mindre indflydelse i eget liv og mere lagt over til staten? Det er gået så vidt, at staten i dag vil vække vores teenagere, så de kommer i skole, og dikterer om vores ældre skal drikke vand eller rød saftevand til frokost. Er det virkelig det, vi vil? Ønsker vi virkelig et samfund, hvor ”det offentlige” træder til, uanset hvilke bump vi møder i livet? Jeg tror det ikke – og derfor er det vigtigt, vi får gang i debatten.

Efter min mening bør velfærdssamfundets ypperste opgave være at hjælpe udsatte borgere på ret køl, og give dem, som på ingen måde kan klare sig selv, et værdigt liv. Men velfærdssamfundets liste af opgaver er blevet alenlang, og alt for mange får tildelt ydelser, de reelt set ikke har brug for. Det bliver til en ond spiral, for i takt med at borgerne modtager mere og mere, synes kravene og forventningerne fortsat at stige. En tendens jeg desværre fik bekræftet forleden til et julearrangement, hvor en – efter min mening – særdeles velfungerende kvinde i 40’erne ytrede, at hun gerne ville betale mere i skat for til gengæld selv at få flere goder og mere velfærd fra staten. Og hun er bestemt ikke den eneste. Vi ser ofte meningsmålinger, hvor mange gerne vil betale mere i skat for endnu mere offentligt velfærd.

Her mener jeg, at vi har at gøre med et af de store problemer i vores velfærdssamfund: Opfattelse af, at velfærden bedst varetages af det offentlige, og at det personlige ansvar pantsættes i skattebilletten. Dette synes at være krydret med forestillingen om, at vi kan få mere fra staten end det, vi betaler i skat. Denne anskuelse er gift for vores velfærdssamfund og landet som sådan. For samtidig med, at velfærdssamfundet ikke kan leve op det stigende forventningspres, så trækker det rekordhøje offentlige forbrug konkurrencekraften ud af Danmark. Det er derfor nødvendigt med en værdikamp om vores forventninger til velfærdssamfundet, og hvad staten skal tage sig af.

Fingrene væk fra det personlige ansvar

Jeg mener, at vi bør slå et slag for det personlige ansvar. Vi skal stoppe udliciteringen af det personlige ansvar til staten. I stedet bør det altid være vores mål som borgere, at vi kan forsørge os selv og vores familie. Men det kræver, at det personlige ansvar igen bliver in.

Det er dybt provokerende, når personer som kontanthjælpsmodtageren Carina mener, at hun skal have flere penge fra staten, fordi 5.000 kr. i rådighedsbeløb ikke er nok til hende og sønnen – selv efter, at smøger, gæld og hund er betalt. Og det provokerer mig endnu mere, når jeg i Berlingske Tidende den 12. december kan læse, at langt færre danskere i dag tager skarpt afstand for socialt bedrageri end for 30 år siden, hvor 92 procent af danskerne klart sagde fra. I dag er tallet helt nede på 75 procent. Danskere ser altså nu mildere på socialt bedrageri. Det er et moralsk skred, som er dyrt for det danske samfund. En ny undersøgelse viser, at danskerne desværre snyder velfærdssamfundet for mellem 7 og 12 mia. kr. hvert år.

Der er således brug for en moralsk oprustning, hvor vi igen respekterer det personlige ansvar og tager et opgør med formynderstaten. Staten skal rulles tilbage, og ansvaret skal igen varetages af den enkelte i samspil med familien og netværket.

Lad mig komme med nogle eksempler. Det er vores opgave som forældre at opdrage vores børn til, at man som udgangspunkt selvfølgelig skal klare sig selv. Man skal derfor møde til tiden i skolen og være velforberedt. Straks kommer de velmenende venstrefløjspolitikere på banen med hjælp til alle de forældre, som ikke kan få deres poder ud af sengen og i skole. De vil påstå, at der er brug for projekter som ”Op lille Hans”, hvor en kommune har ansat en vækkekonsulent, der hjælper skoleeleverne op om morgenen. Men det er jo det rene galimatias. Det er forældrenes ansvar, ligesom det er deres ansvar at lære børnene at spise med kniv og gaffel, binde snorebånd og cykle.

Der er også eksemplet med børn og mad. Nogle børn får ikke fornuftige madpakker med i børnehaven og skolen. Reaktionen er, at alle andre forældre skal fratages deres mulighed for at smøre madpakke til deres børn. Jeg taler selvfølgelig om den udskældte madordning, hvor den tidligere borgerlige regering desværre støttede og adopterede et forslag fra Ny Alliance om madordning i alle daginstitutioner. Heldigvis blev ordningen blødt op – men der blev spildt mange penge, ligesom det illustrerer et stort problem. Nemlig, at politikernes misforståede godhed æder af det personlige ansvar og den enkelte families råderum.

Nej tak til statsligt monopol på velfærd

Skal det personlige ansvar blomstre, er der behov for, at politikerne holder sig i ro med udviklingen af nye velfærdsgoder – og lader være med konstant at love mere af det samme. Der er brug for at stoppe op. For vi er godt på vej til at skabe et samfund med en grænseløs offentlig sektor, og hvor der ikke er tillid til, at vi som borgere evner at tage vare på vores eget liv. Vi skal derfor gå den modsatte vej ved at reducere det offentlige forbrug og rulle staten tilbage på en række områder, så den enkelte igen får mere ansvar, samtidig med at råderummet øges.

Vi må også have et opgør med opfattelsen af, at staten er forsørgeren og bør have monopol på at udbyde velfærd. Denne tilgang, som venstrefløjen er fortaler for, indeholder flere problemer. For det første skaber tilgangen et monopol, og monopoler har det med at degenerere – de bliver ineffektive og glemmer hvem, de er til for. Dernæst er velfærd meget mere og andet end det, staten kan tilbyde. Velfærd er også at indrette sig, som man nu finder bedst for sig selv og familien. For staten ved ikke, hvad der er bedst for os – det ved vi faktisk bedst selv.

Vi skal derfor stoppe monopoliseringen af velfærd. Det offentlige er ikke nødvendigvis altid den bedste til at forebygge og løse f.eks. sociale problemer. Derudover kan velfærdssamfundet ikke overleve uden det private initiativ, de nære relationer i familien, de mange frivillige samt vores lyst og vilje til at yde vores og lidt til – ikke for statens skyld, men for vores egen, vores familie og de fællesskaber, der former vores samfund. 

Ja til en værdikamp

Vil vi fremme det personlige ansvar, ophæve det offentliges monopol samt styrke moralen og fællesskabsfølelsen, så er der brug for en værdikamp. Vi skal gøre op med dogmet om, at staten klarer alle bump på vejen, og at vi alle skal have en stor bid af kagen, selvom vi ikke har behov. Velfærdssamfundets fornemmeste opgave er at hjælpe de udsatte – meget gerne i samarbejde med frivillige kræfter. Normen i samfundet bør være, at vi klarer os selv og hjælper dem, som har behov. Staten skal trække sig tilbage og give mere plads til, at hver enkelt har et større økonomisk og ansvarsmæssigt råderum. Hvis ikke, så ender vi som umyndiggjorte velfærdsjunkier – og det er på lånt tid.

Min kronik i Berlingske Tidende den 19. december 2011.

En netop afsluttet undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at under halvdelen af førstegangsvælgerne i gymnasierne, der oftest beskrives som de mest samfundsinteresserede blandt unge, ikke kunne sætte navn på de tidligere regeringsbærende partier. Efter 10 år med Venstre og Det Konservative Folkeparti i regeringen. Det viser et behov for en større diskussion om, hvordan vi engagerer de unge i det danske demokrati. Og her mener vi, at den demokratiske interesse skal vækkes før valgkortet ryger ind af brevsprækken. Derudover fortæller undersøgelsen, at det ikke er ansvarligt at sænke valgretsalderen endnu mere.

Samtidig virker det noget komisk, at dele af regeringen anbefaler at sænke valgretsalderen, mens de vil hæve aldersgrænsen til 18 år for at kunne købe cigaretter og øl. Der er ingen logik i, at SF på den ene side ikke mener, at man ikke er gammel nok som 17-årig til at købe en øl, men på den anden side er man gammel nok til at stemme til et valg.

I stedet for at tale om at sænke valgretsalderen, så skal vi i stedet forberede de unge på, hvad demokratiet indebærer på godt og ondt. Lad os give dem den faglige ballast, der er så afgørende for, at de kan være med til at skabe fremtidens samfund på ansvarlig vis. Det er et ansvar, der ikke kun hviler på samfundsfagslærernes skuldrer. Det starter allerede i børnenes første år. Derfor hviler ansvaret i høj grad på forældrenes skuldrer, som i forvejen forbereder vores børn på livets skole.

Værdier og normer udvikler sig livet igennem, men ansvaret for disse kommer med valgkortet og grundloven alle 18-årige modtager – ikke før og ikke efter. Derfor er Det Konservative Folkeparti også imod at bruge EU-Parlamentsvalget i 2014 som en slags “prøveklud”, som Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen, har foreslået. Et EP-valg er jo også en kæmpe beslutning. Hvorfor skulle det være mere i orden at prøve det af på et EP-valg og ikke et kommunalvalg eller folketingsvalg? Derudover handler det om principper – og vores princip er at beholde valgretsalderen på 18 år, for de unges og for samfundets skyld.

Et af argumenterne er, at kongehuset skal have en langt mindre central rolle. Her siger vi klart fra. Kongehuset er et af vores nationale samlingspunkter. Kongehuset er en central del af de danske værdier og binder nutiden og fremtiden sammen med vores historie, kultur og traditioner. De Radikale er republikanere. Hvis de fuldt ud får deres vilje med grundloven, ophører Danmark med at være et monarki.

Et andet argument fra regeringen er, at de vil skrive de europæiske menneskerettigheder ind i grundloven. Uanset hvor sympatisk det kan lyde, så er det helt forfejlet. I Danmark er grundloven øverst. Sådan skal det også være i fremtiden. Det er danskerne, der skal definere, hvilke grundlæggende værdier, institutioner og frihedsrettigheder, der skal gælde i Danmark. Og så har vi tilsluttet os de europæiske menneskerettigheder som et selvstændigt land. Sådan skal det være. Hvis nogle internationale og til tider ganske diffuse menneskerettigheder dikterer teksten i grundloven, så sætter vi en international aftale over vores egen selvbestemmelsesret. Det siger vi klart nej til – for vi sætter den nationale selvbestemmelsesret og de nationale værdi øverst.

Det tredje argument fra regeringen er, at sproget i grundloven skal moderniseres.
Det giver simpelthen ikke mening at ændre noget så fundamentalt for det danske samfund, fordi man synes, at sproget er gammeldags. Det er ikke alt, man skal forkaste, blot fordi det er af ældre dato.

Det Konservative Folkeparti siger nej tak til at nedsætte en grundlovskommission.
Vi vil ikke have grundlovsændringer på dagsordenen, for der er ikke brug for ændringer.
Vi vil kæmpe for danske værdier, dansk national selvbestemmelse, danskdefinerede frihedsrettigheder og ikke mindst det danske monarki. Vi skal ikke diskutere grundlovsændringer. Slet ikke med republikanerne for bordenden.

Lad os kalde en spade for en spade. Valget var en historisk vælgerlussing. I alle kroge af landet sagde vælgerne: Det er ikke godt nok!

Siden valgdagen er der så skrevet og sagt meget om os. Der er de knubbede ord fra dødsgardisterne, som ønsker et farvel til partiet. Men heldigvis er der mange andre, som skælder os ud, men som samtidig kommer med det håbefulde budskab: At der er brug for Det Konservative Folkeparti.

Det første kan vi trække på skuldrene af. Men det næste skal vi lytte til med respekt! Vi skal lære af valgresultatet. Vi skal være synlige i det daglige politiske arbejde. Men derudover er det fristende at bruge skiltet ”Midlertidigt lukket pga. ombygning”. For opgaven er nemlig større. Vi skal udarbejde og gennemføre en ambitiøs plan for genopbygningen vores parti.

Tiden er inde til, at vi samler os om den konservative ide. Og den kender vi.

Konservatismen handler jo om ”Frihed under ansvar”, om ”Gud, konge og fædreland”, om at ” Forandre for at bevare”, og ”Generationskontrakten”.

Men vi SKAL blive langt bedre til klart og tydeligt at fortælle om og bruge vores konservative idegrundlag i både formuleringen af vores politik og i vores kommunikation.

Lad mig give et par eksempler:

En national profil med tolerance og globalt udsyn

For konservative er nationalstaten ikke et tilfældigt bofællesskab.

Vi er beviste om, at det danske samfund bygger på værdier, der er skabt gennem generationer – og at vi er et resultat af vores historie og kristne kulturarv. Danmark kan ikke være neutral, hvad angår værdier og kultur. Vi skal derimod værne om vores værdier, vores kultur og selvbestemmelse. Det er det, vi kalder Gud, konge og fædreland.

Der er, et andet parti, som siger, at de har overtaget dette konservative arvegods. Det er en misforståelse, som kun familiens mest perifere fætter og hans datter ønsker at gøre til deres, i håb om at pynte sig med lånte fjer.

For den konservative udgave af det nationale er ikke bundet op på en meget stor og en meget bred velfærdsstat, der skal tage sig af alt fra vugge til grav.

Og konservative værner om det danske uden at frygte det fremmede. Vores nationalfølelse er stærk og stolt: ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går”, skrev H. C. Andersen. Han var heller ikke bange.

Vi byder folk velkomne i Danmark, hvis de vil og kan bidrage positivt til vores samfund. Vi søger indflydelse i verden ud fra en stærk tro på det danske. Og vi vil det europæiske samarbejde.

Vi er først og fremmest danske. Vi vil aldrig tillade, at EU underminerer nationalstaternes suverænitet og udvikler sig til EU’s forenede stater. Vi vil slås for nærhedsprincippet.

Vi vil arbejde for Europa, men vi vil slås for Danmark.

Det er konservativ politik!

De nære og lokale fællesskaber

Et andet eksempel er vores holdning til fællesskabet.

For konservative følger ”frihed” og ”ansvar” hinanden tæt. I socialisternes maksimalstat er ansvaret statens og friheden må vige. I liberalismen er der ultimativ frihed og intet ansvar.

Konservative ønsker frihed, men det handler om frihed i fællesskab. Med friheden følger et ansvar over for sig og sine. Over for de fællesskaber, man er en del af. Det handler først og fremmest om familien og om de nære samfund.

Og ja, konservative ønsker en stærk offentlig sektor med et finmasket socialt sikkerhedsnet. MEN det må aldrig blive sådan, at alle havner i nettet, hænger fast og bliver afhængig af det offentlige. Dem, som kan klare sig selv, skal også klare sig selv.

For os er den offentlige sektor ikke svaret på alle de udfordringer, vi møder i livet. Det offentlige har ikke monopol på velfærd og de bedste løsninger.

Velfærd foregår i høj grad i familierne – i foreningerne – i lokalsamfundene.

Derfor vil vi give plads til familierne, så de kan indrette sig, som de ønsker. Og vi vil give mere plads til foreningerne og de frivillige fællesskaber – for det civile samfund har noget vigtigt at byde på, især når det gælder udvikling af sociale tilbud og når det gælder socialt samvær.

Kort sagt, konservative vil give mere plads til det personlige ansvar og borgernes engagement.

Det er konservativ politik!

Generationskontrakten forpligter os til en grøn profil 

Mit sidste eksempel er nok det vigtigste for vores børn og børnebørn – nemlig generationskontrakten.

Konservative ser det som en pligt at aflevere et bedre samfund til næste generation, end det vi selv overtog. Det betyder orden i økonomien og at vi skal værne om den fælles natur og miljøet.

Vores farve er grøn – og her er det vigtigt, at vi får genformuleret nogle klare konservative holdninger og løsninger.

For mere end nogensinde er der brug for, at vi på en fornuftig måde tænker miljø- og klimahensyn ind i en bred vifte af politikområder. Klimaændringerne taler deres eget tydelige sprog.

De konservative løsninger vil give vores børn og børnebørn en natur, som er bedre, sundere og renere end det vi overtog, og hvor vi samtidig sikrer orden i økonomien og muligheden for et liv i velstand, hvor vi nemt kan tage et grønt ansvar.

Det er konservativ politik!

…

Rygtet om min død er stærkt overdrevet, sagde Mark Twain engang. Det kan vi med klar stemme gentage i dag.

Vores parti rummer et sæt af værdier og holdninger, som vi ikke finder hos andre partier.

Men mere end nogensinde er der brug for, at vi alle klart og tydeligt fortæller, hvorfor vi er konservative:

• Jeg vil have et socialt sikkerhedsnet, som effektivt hjælper dem, som har behov – hverken mere eller mindre. Jeg er socialkonservativ!
• Jeg tilhænger af det frie initiativ og orden i økonomien. Jeg er liberalkonservativ!
• Jeg vil slås for Danmark, vil have lov og orden og værne om samfundets kristne fundament. Jeg er nationalkonservativ!

Kort sagt: Jeg er konservativ – og jeg glæder mig til sammen med jer at genopbygge vores parti.

Tak for ordet.

Vi har en masse gode daginstitutioner, men vi kan sagtens blive endnu bedre. For alle daginstitutioner skal selvfølgelig være af høj kvalitet, fremme børns udvikling samt sikre inklusion og et godt fundament for læring. Det skylder vi vores børn. Derfor har jeg nedsat en task force med praktikere og eksperter, som allerede i slutningen af september i år kommer med forslag og ideer til, hvordan vi kan udvikle vores daginstitutioner til at blive endnu bedre. For vores børns skyld.

Lige nu går i den forkerte retning og den hårdere interenationale konkurrence betyder, at vi skal forbedre rammevilkårene for erhvervslivet. Investorer og internationale virksomheder vælger Danmark fra, hvis S og SF får held med alle deres afgifter og erhvervs-uvenlige skattepolitik. Det vil påvirke arbejdsløsheden i negativ retning og velfærdssamfundet vil komme hårdt under pres. En rigtig dårlig cirkel.
Vi konservative har sagt det før – og vi siger det igen og vi bliver ved, til vi får de andre partier i Folketinget med på et af de afgørende håndtag, der for alvor kan få gang i erhvervsudviklingen igen, nemlig nedsættelse af selskabsskatten. Og vi skal ned på gennemsnittet af Danmarks konkurrenter i EU’s Indre marked. Det manglede bare. Især efter at EU er blevet større, er konkurrencen blevet stærkere. Derfor skal der politisk fokus på selskabsskatten. Sænker vi fx selskabsskatten gradvist fra 25 % til 15 % som bl.a. også Dansk Industri foreslår, vil Danmark høste en gevinst på kr. 21 mia. i 2020 – eller kr. 8.000 pr. husstand. Tyskland er på vej til de 15 % og når det sker, vil det for alvor udfordre den danske konkurrenceevne, så det er bare om at komme i gang med det politiske håndværk.

En stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme for en borgerlig, ansvarlig regering, der tør fjerne de barriere, der generer erhvervslivet og truer Danmarks vækst og velstand.