Men vokseværket i det offentlige forbrug er nu ikke sat helt i bero med regeringens nye plan. Regeringen vil bruge 30 mia. kr. mere om året i 2020 på offentligt forbrug.  Men det er ikke den rette vej. For der er brug for, at vi tager livtag med verdens største offentlige forbrug. Hvorfor, vil nogen måske spørge. Jamen af den simple grund, at en alt for stor offentlig sektor gør os alle fattigere og betyder mindre frihed. Og når den offentlige sektor bare vokser og vokser, bliver der færre hænder og hoveder til de private virksomheder, som skal tjene penge til Danmark. Derfor vil vi holde de offentlige udgifter i ro og lade den private sektor vokse i stedet. Det vil skabe plads til investeringer i blandt andet forskning, uddannelse og infrastruktur. Alt det, som skal gøre os til et rigere land.

Der er ikke noget flertal for regeringens politik. Det skal den forhandle sig til. Regeringens parlamentariske grundlag kravler endnu højere op i træet og skriger: Dur ikke! Enhedslisten siger nej, nej og atter nej til at begrænse de offentlige udgifter. Men en ting er sikkert. Danmark kommer ikke uden om reformer og mådehold. Derfor skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at vi går konstruktivt ind i forhandlingerne. Og det er der behov for, da regeringens plan er blottet for konkrete forslag til, hvordan de mange mål skal nås. I stedet er der masser af fugle på taget. Og i forhandlingerne vil vi gå til stålet. For vi har større ambitioner for Danmark:

• Vi vil sænke skattetrykket. Det alt for høje skattetryk betyder ikke kun mindre frihed for den enkelte og familierne, det er også en tung betonklods om benet på vores virksomheder.
• Vi vil øge uddannelsesniveauet. Vi har brug for flere faglærte og akademikere i de private virksomheder. Derfor skal der skabes flere praktikpladser og flere skal uddannes samt sikres et generelt løft i uddannelsesniveauet. Men der skal investeres i uddannelser, som er målrettet beskæftigelse i den private sektor.
• Vi vil forbedre vilkårene for virksomhederne i Danmark. Det er dem, der levere brændstoffet til vores velfærdssamfund.

De tre krav vil styrke Danmarks konkurrencekraft, hvilket er afgørende for, at der er penge til vores velfærdssamfund, ligesom kravene vil styrke friheden.

Danmark var godt rustet, da den internationale finanskrise ramte. Derfor står vi over for færre økonomiske udfordringer end en lang række andre lande i EU. Men udfordringerne er der, særligt fordi vi har verdens største offentlige forbrug, og fordi hver gang fem går på pension, så er der kun fire, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Men indtil nu har regeringen kun gjort udfordringerne større. Arbejdsudbuddet er blevet reduceret med godt 5.000 personer efter regeringen fjernede tilskyndelsen til at gå fra kontanthjælp til beskæftigelse. Og skatter og afgifter er øget med over 5 mia. kr. hvilket både sender arbejdspladser ud af landet og gør det dyrere at være dansker. F.eks. betyder finansloven for 2012, at en LO-familie med to børn mister godt 3.400 kr. om året, og med de meget små lønstigninger vil det virkelig kunne mærkes, når der skal købes ind til familien.

Der er således ikke kun brug for en kursændring hos regeringen. Der er også brug for, at regeringen imødekommer oppositionen. For vi vil gerne gennemføre de nødvendige reformer, men vi vil ikke betale det velfærdsgilde, som Enhedslisten kræver af regeringen.

Men kampen om dødsskatten stopper ikke her. For i Det Konservative Folkeparti vil vi helt af med den.

For en socialist giver arveafgiften rigtig god mening. Det er nemlig vejen mod den hede drøm om et samfund, hvor ingen har mere end andre. Derfor meldte Enhedslisten sig hurtigt på banen med opbakning til regeringens planer om en højere arveafgift ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hurtigt støttede op med en helt konkret model for, hvordan staten kan hive endnu flere penge op af de efterladtes lommer. I Politiken forrige weekend viste Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse af, at arv fordeler sig ulige, og deres løsning er progressiv beskatning af arven. En socialist mener, at det smukke ved denne løsning er, at det ikke vil påvirke vores villighed til at arbejde og derfor er der ingen negative konsekvenser for samfundsøkonomien. Men de tager helt fejl. For arveafgifter har negative konsekvenser for vores samfundsøkonomi, fordi de – som alle andre skatter og afgifter – påvirker vores adfærd. Og højere afgifter vil derfor have en endnu større negativ effekt, fordi det vil reducere vores lyst til at spare op.

I 2004 afskaffede Sverige arveafgifterne blandt andet ud fra et ønske om at lette vilkårene for generationsskifte i virksomhederne. Tanken var, at frem for at binde kapital og likviditet i arveafgift til staten, så skulle de familieejede virksomheder og landbrugene bruge deres penge på at skabe vækst. Lad os importere denne tanke til Danmark. Vi er beriget af titusindvis af danske familieejede virksomheder og landbrug, som ikke kun betaler alle mulige skatter og afgifter, men som også sikrer arbejdspladser i hele landet. Særligt i provinsen har disse arbejdspladser en stor betydning. Et farvel til arveafgiften vil give plads til, at der kan bruges flere penge på investeringer, hvilket erhvervslivet sukker efter. Investeringer i ny teknologi og forskning, så vi kan blive dygtigere og mere effektive. Det vil give nye arbejdsplader og dermed vækst. Så et farvel til arveafgiften er ikke kun anstændigt, det er også en god forretning for Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg selv blev ganske fortørnet over at læse statsministerens bemærkning. For det første fordi det ganske tydeligt viser et uddannelsessnobberi. Ville den samme bemærkning være kommet, hvis kvinden var hjemmehjælper og ikke jurist? Derudover provokeres jeg af ”familiesynet”. Hvordan kan det være spild for samfundet, hvis enten far eller mor – uanset uddannelsesniveau – i en periode vælger at blive hjemme og passe børnene? Det er min overbevisning, at jo mere tilfredse forældrene er med deres livsførelse, desto større overskud er der til glæde for børnene. Og jeg har tillid til, at familierne ved, hvordan de arrangerer sig mest hensigtsmæssigt – også i forhold til de afsavn, som de måtte få ift. pension, løn og karriere, hvis de vælger at gå hjemme i en periode. Hvor jeg betragter familien som samfundets byggesten, er jeg efter udtalelserne i The Times ganske overbevist om, at statsministeren ser familien som et skaffedyr i velfærdsstaten.

Nu vil nogen sikkert mene, at statsministerens udtalelser i en engelsk avis er uvedkommende, fordi vi bør hellige al vores energi og kræfter på at få Danmark ud af krisen. Jeg er ganske enig. Problemet er blot, at statsministerens tilkendegivelse i The Times ligger i fin forlængelse af regeringens tanker om familien. Kaster vi et blik på regeringsgrundlaget, så fremgår det klart og tydeligt, at regeringen vil stække familiernes frihed til selv at planlægge tilværelsen på en meningsfuld måde. Den vil nemlig blande sig i fordelingen af barselsorloven mellem mor og far ved at diktere, at op til tre måneder af barselsperioden skal øremærkes manden. Det er et soleklart eksempel på, at regeringen ikke har tiltro til, at familierne selv kan prioritere.

Og vi kan desværre vente os mere. Lige nu arbejdes der på et forbud mod private dagplejere, og sker det, så kommer vi et skridt nærmere SF’s socialistiske drøm, hvor dagsinstitutioner kun er noget, kommunerne kan og skal stå for. Prikken over i’et er et udkast til et principprogram, som SF for nyligt har sendt ud til sine medlemmer. Her fremgår det, at børneopdragelse ikke kun skal være et forældreanliggende. I udkastet står der: ”Enhver myndig borger har pligt til så vidt muligt at forsørge sig selv, at overholde landets love, betale sin fastlagte skat, udvise respekt over for andre mennesker og for fællesskaberne samt opdrage sine børn til at opfylde disse pligter.” Man kan grine lidt af ”så vidt muligt”, men sætningen viser med al tydelighed, at SF har klare holdninger til, hvordan forældrene skal opdrage deres børn, herunder at de har pligt til at opdrage deres børn til blandt andet at betale skat.

Det seneste angreb på familien handler også om skat. Før påsken kom det frem, at regeringen har planer om at hæve arveafgifterne i den kommende skattereform. Min holdning er, at arveafgiften lige som gaveafgiften burde fjernes. For ikke nok med, at der er tale om værdier, der allerede er beskattet mindst en gang, så griber arveafgiften ind i et ønske om ville hjælpe sine børn og børnebørn.

Min holdning er, at politikerne skal holde sig fra at diktere, hvordan familierne skal indrette sig. Familien har en enestående position som den vigtigste byggesten i samfundet. Den er grundlaget for omsorg, kærlighed, opdragelse, forsørgelse og mening i tilværelsen. Politikernes opgave er ikke at stække familierne og afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Nej, det handler i stedet om mere frihed til familierne. Det kan kun ske med tiltag, der giver familierne et større manøvrerum til at skabe sig den ønskede tilværelse.

Så lad nu familierne selv afgøre fordelingen af barselsorloven og valg af pasning, hvad enten det er hjemme eller på en kommunal eller privat daginstitution. Og giv familierne de bedste betingelser for at kunne forsøge sig ved blandt andet at reducere skattebyrden.

Fra min blog på berlingske.dk

Men alting er ikke lige godt. Vi har nogle grundlæggende liberale frihedsværdier, som vi skal stå fast ved. Vi har en historie og en kristen kulturbaggrund, som er med til at definere, hvem vi er som nation. Derfor kan og skal vi ikke være neutrale, hvad angår værdier og kultur. Bendt Bendtsen og Anders Fogh Rasmussen satte i 00érne værdikampen på dagsorden og gennemførte tiltag, der er med til at give os et fælles udgangspunkt samt større viden om vores kultur og historie. Men regeringen er ved at feje det hele af bordet – og mere til.

Her er et par eksempler:

For få uger siden valgte regeringen i skøn forening med Liberal Alliance og Enhedslisten at gøre op med kanonlisterne for faget dansk og historie. Kanonlisterne blev oprindeligt udarbejdet som konsekvens af undersøgelser, der på foruroligende vis bekræftede, at den ældre litteratur er ved at glide ud af folkeskolens pensum. Men regeringen, Liberal Alliance og Enhedslisten ønsker, at det skal være slut med de obligatoriske lister. Det kan kun betyde, at de er fløjtende ligeglade med, om vores børn får kendskab til store kunstnere som f.eks. Ludvig Holberg og H.C. Andersen. En arv vi kan være stolte af, og som udgør et par af byggestenene i vores kulturelle identitet.

Når vi er ved byggesten, så vil regeringen også rokke ved den mest grundlæggende byggesten i vores samfund – nemlig familien. Regeringen har desværre annonceret, at den vil stække familiernes frihed til selv at planlægge tilværelsen på en meningsfuld måde. Den vil nemlig blande sig i fordelingen af barselsorloven mellem mor og far. Et lysende eksempel på, at regeringen ikke har tiltro til, at familierne selv kan prioritere. Måske skyldes det, at regeringen ikke sætter familien særligt højt, hvilket er i god forlængelse af socialministerens tanker om ægteskabet. Hun mener, at det skal være lettere at blive skilt, og at ægteskabsloven er utidssvarende. Men en skilsmisse må ikke kunne trækkes i en automat; det er skilsmisser alt for alvorlige til. Efter min mening skal familierne skal have en særstilling. Det er vores fundament, og derfor er det godt, at man med separationen får en tænkepause, før man kan blive skilt. Hver femte separation ender faktisk ikke med en skilsmisse. Så lad os holde fast i ”pusterummet”.

Men hetzen mod vores bærende institutioner og værdier stopper ikke her. Grundloven står også for tur. Regeringen vil snart komme med en grundlovskommission, der skal give et bud på en ”moderne udgave” af Dan­marks Riges Grundlov. De radikale vil – i værdirelativismens tegn –skrive store dele af kongehuset ud af grundloven. Ud med vores historie og traditioner og ind med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket bakkes op af S og SF. Det lyder måske sympatisk, men faktum er, at grundloven er hævet over alle andre love i kongeriget. Bliver de internationale og til tider ganske diffuse menneskerettigheder tilføjet grundloven, så sætter vi en international aftale over vores egen selvbestemmelsesret. Det siger vi i Det Konservative Folkeparti klart nej til – den nationale selvbestemmelsesret og de nationale værdier skal stå øverst.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er os danskere, som skal definere vores værdier og institutioner. Men regeringen er ved at gøre op med det princip, ligesom den lader hånt om et fælles referencepunkt med kanonlisterne. Det fortæller, at værdikampen ikke er ovre. Mere end nogensinde er det vigtigt at gå imod missionen om at lade værdirelativismen gennemsyre vores samfund. For hvis alt er lige godt, så er alt jo også ligegyldigt. Derfor nej tak til den radikale værdirevolution.

Fra min blog på B-Tinget, berlingske.dk, den 15. marts 2012

Vores forslag følger i kølvandet på sagen fra Roskilde, hvor kommunen eksproprierer land fra den private planteskole Planteriget til fordel for Roskilde Festivalen. Sagen har flere elementer end det, men er i det store hele kun et eksempel blandt mange, hvor vi ikke har beskyttet den private ejendomsret godt nok. Storcentre, golfbaner mv. har gennem tiderne været for store fristelser for lokale byråd, som har eksproprieret jord fra private til beskedne erstatninger.

Her i onsdags vedtog Roskilde byråd med stort flertal, at planteskolen skal afgive et stort område. Nu skal retten afgøre om byrådet har loven på sin side. Med vores beslutningsforslag vil vi én gang for alle styrke borgernes retssikkerhed og indskrænke myndighedernes mulighed for at ekspropriere til rene kommercielle formål. Dermed skal en virksomhed som Planteriget ikke trækkes gennem årelange retssager, men kunne passe sin forretning i fred og ro.

Borgeren skal i centrum

Lovgivningen tager i dag udgangspunkt i et ”hensyn til almenvellet”, som tillader ekspropriation efter planlovens § 47.

Det betyder, at kommuner med tvang overtager privat ejendom, på trods af, at man kan sætte et meget stort spørgsmål ved, om det gavner almenvellet. Der er eksempler på borgere, der mister deres hjem eller virksomhed på et tvivlsomt grundlag. Her bliver borgeren oftest den svage part, fordi man hverken har ressourcer eller energi til at tage kampen op, hvis de er uenige. Modsat har kommunerne mange flere muskler og ikke mindst økonomi til at køre sagerne.

Det afgørende er her det principielle. For vi skal forhindre, at opfindsomme virksomheder og byrådsflertal kan indgå aftaler, som kan knægte andre borgeres ejendomsret.

I vores forslag indgår en hovedregel om, at der ikke kan eksproprieres til private men alene til offentlige formål. Der er sket meget siden grundlovens fædre definerede hensynet til almenvellet, og man har formentlig ikke tænkt på hverken golfbaner, skydebaner eller musikfestivaler. Undersøgelser har vist, at kommunernes ekspropriationer i hvert fjerde tilfælde går til private formål som storcentre, virksomheder mv.

Øget retssikkerhed

Samtidig skal retssikkerheden styrkes. Det er en ulige kamp for en borger mod en stor kommune. Vi foreslår derfor en omkostningsgodtgørelse, så borgeren får økonomisk mulighed for at tage et juridisk og retsligt opgør med kommunen. Klager skal også have opsættende virkning, så processen sættes i stå med det samme. Hvad nytter det at vinde i retten, hvis kommunen for længst har revet hjemmet eller virksomheden ned?

Klagemulighederne skal også forbedres og sagsbehandlingstiden skal ned, og der skal sættes endeligt punktum, hvis borgeren har fået ret.

Når en lovlig ekspropriation er vedtaget skal den så i øvrigt gennemføres hurtigst muligt efter at ekspropriationsplanerne bliver så håndgribelige, at de påvirker markedsværdien af en ejendom, såfremt den eksproprierede måtte ønske dette. Ekspropriationsplaner skal indeholde en solnedgangsklausul således, at de automatisk udløber efter eksempelvis 3 år, hvis de ikke er gennemført og derfor skal vedtages på ny.

Respekt for almenvellet

Denne sag handler ikke om kommunernes selvstyre. Eller om Roskilde Festival. Jeg ved, at Roskilde er en dejlig kommune og, at der holdes gode festivaler på dyrskuepladsen. Men det har ikke noget med almenvellet at gøre. Vi skal beskytte borgerne og den private ejendomsret. Loven trænger derfor til en opstramning, og jeg håber og tror, at der er flertal i Folketinget for vores beslutningsforslag. Debatten om Planteriget viser i første omgang, at der er stort forståelse og interesse for den grundlæggende problematik. Nu får Folketinget chancen for at genskabe respekten for ejendomsretten og almenvellet på samme tid.

Kronik i Børsen, den 2. marts 2012

Bølgerne gik højt i den efterfølgende debat, som desværre var ved at køre af sporet med et for stort fokus på Claus Meyer, fordi han har givet Marlenes voldsmand en praktikplads. Men forargelsen må ikke ligge her. Ja, Marlenes historie fortæller om en ubalance mellem indsatsen over for voldsmanden og støtten til ofret. Og den skal vi rette op ved at styrke hjælp og støtte til ofret – og gennem en retfærdig strafferamme.

Jeg mener, at det er en absurd lav straf Marlenes voldsmand har fået. Og det er uforståeligt, hvis han har fået en stor ”rabat”, fordi forsøget på at slå hende ihjel fejlede. Voldsmanden gjorde ellers alt hvad han kunne, men et mirakel ville, at Marlene overlevede. Jeg kan derfor godt forstå, at Marlene – ligesom jeg og mange andre – undrer sig over, at dette mirakel betyder, at voldsmanden efter kun at have afsonet tre år stort set kan bevæge sig frit rundt. Her er et hjørne, som vi skal dykke ned i og undersøge, hvorfor han ikke fik en højere straf. Og er der behov, skal strafferammen hæves, så de voldsomme følger for ofret i langt højere grad afspejler sig i straffen.

En ting er straf. En anden ting er, hvordan vi som samfund behandler voldsofrene. Og her viser Marlenes kronik og andre fortællinger, at der er plads til forbedringer. Voldsofrene skal selvfølgelig have at vide, hvornår gerningsmanden har udgang eller er fri efter afsoning. Det er godt at kunne forbedrede sig mentalt på, at der er en risiko for at møde sin gerningsmand i køen i supermarkedet. Og så skal politiet og retsvæsenet reagere med det samme og med konsekvens – hvis et tilhold overtrædes. Det skal prioriteres. Et voldsoffers frygt for voldsmanden skal tages alvorligt.

Desværre viser Marlenes kronik også alvorlige fejl i vores velfærdssamfund. Endnu engang oplever vi stole-legen, hvor et menneske, der har brug for hjælp havner mellem to stole. Lægerne erklærer Marlene 50 procent invalid, mens Arbejdsskadestyrelsen eller Erstatningsnævnet kun vil bedømme hende til at være 10 procent invalid og give erstatning derefter. Oven i hatten tager kommunen udgangspunkt i lægernes udsagn, så den ikke behøver at omskole hende. Det kan ikke være rigtigt, at ofret også skal kæmpe mod systemerne. I stedet burde velfærdssamfundet sætte alle kræfter ind for at hjælpe voldsofret trygt tilbage til livet.

Marlene Duus skriver, at ”Omverdenen viser medmenneskelighed for den forkerte.” Den sætning skal vi tage alvorligt. For den fortæller, at vi ikke støtter nok op om ofret – omverdenen, velfærdssamfundet og retssystemet. Det skal vi gøre bedre. Tak til Marlene Duus for at minde os alle om det.

Fra min blog i Berlingske Tidende, tirsdag den 28. ferbruar 2012

Midt i denne hede diskussion var det befriende at læse Tom Jensens blog Med speltskyer ud af begge ører, som med al ønskelig tydelighed slog fast, at vi burde droppe al den mudderkastning og i stedet nyde, at vi er forskellige. Og at vi skal værne om det frit tilrettelagte familieliv. Nogle har valgt at kombinere moderskabet med karrieren, mens andre hellere vil gå hjemme. Det ene valg er ikke mere rigtigt end det andet. Det afgørende er nemlig, at vi selv kan bestemme, hvordan vi har lyst til at leve vores liv. Vi har her i landet med eller uden børn frihed til at indrette hverdagen, så den stemmer overens med vores ønsker. Et stort privilegium som vi bør prise os lykkelige over. Det er min overbevisning, at jo mere tilfreds man er med sin livsførelse, desto større glæde og overskud er der til glæde for ægtefælle og børn. Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere forskellige måder at leve på, men kun den enkelte ved til fulde, hvad der er bedst for vedkommende selv. Det skal vi acceptere og i stedet nyde mangfoldigheden.

Ville det ikke være skønt, hvis det blev resultatet af debatten om spelt. Men der skal nok mere til end nogle ugers diskussion i Berlingske Tidende. For det er ikke kun speltdebattørerne, som har klare holdninger til, hvordan andre indretter deres familieliv. Også staten i form af landspolitikerne blander sig og har holdninger til det gode familieliv – og desværre i stadig større grad.

Et godt eksempel er regeringsgrundlaget, hvori det fremgår, at regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden. Hermed tilkendegiver regeringen, at den har en klar forestilling om, hvordan familierne bør indrette sig, og at den er parat til at bringe lovgivningen i spil for at nå sit mål. Men her må man mane til besindighed, for er kvinders og familiers lykke givet ved tvungen barsel til fædrene krydret med kvoter for antallet af kvinder i bestyrelseslokalet? Jeg tror det ikke. Vi har heller ikke brug for, at politikerne skal diktere, hvordan vi indretter os, mens børnene er helt små. Men desværre arbejdes der på et forbud mod private dagplejere, og sker det, så kommer vi et skridt nærmere SF’s socialistiske drøm, hvor dagsinstitutioner kun er noget, kommunerne kan og skal stå for.

Og desværre stopper ”legen” ikke her. Det nyeste skud på stammen er undervisningsministerens ønske om at begrænse det frie skolevalg. Jeg forstår slet ikke tankegangen. Hvorfor skal vi begrænse familiernes mulighed for at vælge pasning og undervisning til deres børn? Tror vi ikke længere på forældrenes evne til at træffe beslutninger, som er bedst for dem? Grundlæggende har jeg tillid til forældrene, og heldigvis siger de fra, når det bliver for meget. Vi så det, da der rejste sig en forældrestorm mod en statsligt fastlagt madordning i alle daginstitutioner. Protesterne blev så massive, at politikerne med bøjet nakke måtte bløde op for ordningen og give plads til friheden.

Når politikerne blander sig, betyder det nye opgaver til velfærdstaten og udhuling af familiernes mulighed for at bestemme selv. En udhuling, der sker gennem direkte indblanding men også ved, at den voldsomt voksende velfærdsstat øger skattetrykket, hvilket æder af familiernes økonomiske råderum – og dermed også af friheden til at indrette sig. Det vil alt andet lige begrænse den enkeltes udfoldelsesmuligheder og være med til at ensrette samfundet; to forhold jeg er meget modstander af. Så udfordringen er større end den debat, der udspringer af balladen om spelt.

Er det sidste ord sagt og skrevet i balladen om spelt? Jeg tror det ikke – og håber det ikke. Lad os endelig få endnu flere bud på, hvordan tilværelsen kan skrues sammen, og hvad der giver mening for den enkelte. Vi har fra politisk side brug for igen og igen at se, at opgaven med at tilrettelægge sit liv klares fint uden statslig og politisk indblanding. Opgaven er ikke at stække den enkelte og diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Nej – det handler i stedet om at støtte med initiativer og give manøvrerum, så de danske familier i endnu højere grad kan skabe sig den ønskede tilværelse med eller uden spelt på bordet.

Dette indlæg var i Berlingske Tidende, tirsdag den 14. februar

I kronikken beder ministrene danskerne om at bidrage mere til deres fællesskab. Og de har allerede sat handling bag ordene. Skatter og afgifter sættes op, og danskerne vil dermed fremover have en mindre andel af frugterne af deres arbejde. Mere skal gå til fællesskabet – mindre til dem, der yder. Samtidig har regeringen fjernet loftet over sociale ydelser og givet 5 ugers skatteborgerbetalt ferie til kontanthjælpsmodtagere – mere til dem på overførselsindkomst. Nu varsler de lettelser i indkomstskatten i den kommende skattereform. Det interessante bliver hvem, der skal betale. For røde regninger ender som regel hos dem, der kan og vil selv.

Det er den forkerte vej. Stærke fællesskaber bygger på, at alle tager deres ansvar – for sig selv og sine. Hvis systemet overtager ansvaret, så bliver den enkelte uden ansvar og dermed sig selv nok. Det er det vi ser i disse år, hvor for mange udelukkende tænker på, hvordan de selv kan kræve mest muligt ind fra det offentlige – helt uden blik for, at det faktisk er andre mennesker, der arbejder hårdt for at fylde penge i de offentlige kasser. Egoistsamfundet er en følge af velfærdsstatens barnepigementalitet. Det er det system, de tre røde musketerer er godt i gang med at udbygge.

De tre ministre taler også om frihed og tillid. Men det er ikke personlig frihed. Det er systemets frihed til at bestemme mere over den enkeltes liv. Det gælder fx med ”sundheds”-afgifter, der skal styre folks madvaner i bestemte retninger og skat på sundhedsforsikringer, der skal mindske de frie valg. Det er heller ikke tillid til almindelige borgere. Det er tillid til, at lempelig radikal udlændingepolitik ikke rammer den danske velfærd, og tillid til kriminelle, som ministrene mener, er blevet svigtet af VK med for megen straf og for lidt omsorg.

Det er den forkerte vej. Frihed og tillid skal være til den enkelte og familierne, der er fundamentet i det danske samfund. Mennesker, der sagtens kan bestemme selv, og som ikke ønsker politikernes og statens indblanding i deres hverdag.

De taler også om et værdifællesskab i Danmark, som skal samle og ikke splitte. Men det er ikke danske værdier de kæmper for, når SF kritiserer Kongehusets rolle, når De Radikale ønsker EU og de europæiske menneskerettigheder ind og Kongehuset ud af Grundloven, når den socialdemokratiske forsvarsminister undlader at bakke op om indsatsen fra udsendte soldater i Afghanistan, når kirkeministeren undergraver folkekirken og når kulturministeren svinger sparekniven. Det er heller ikke fælles værdier, der støttes, når undervisningsministeren forringer unges uddannelse og dannelse ved at afskaffe den sunde kappestrid mellem folkeskolerne.

Det er den forkerte vej. Danmark er ikke et tilfældigt bofællesskab, men et fællesskab, der gennem århundreder er bygget op om fælles værdier, som vores forfædre har ofret blod, sved og tårer for. Vi styrker bedst vores fællesskab ved, at vi værner om vores kultur, kristne værdigrundlag og nationale selvbestemmelsesret.

Værdikampen er vigtigere end nogensinde. Holdningerne fra de tre røde musketerer skal tages dybt alvorligt. Det er i høj grad her kampen i dansk politik står de kommende år. Konservative står klar til kamp for danske værdier, for det personlige ansvar, det private initiativ og for familiernes frihed til selv at bestemme. Ansvaret ligger bedst i borgernes hænder!

Indtil tirsdag den 10. januar har statsministeren flere gange slået fast, at en skat på finansielle transaktioner kun ville blive en virkelighed, såfremt det var på globalt plan. Så kom udmeldingen på statsministerens ugentlige pressemøde i sidste uge: ”Vi har ingen ideologiske problemer med en transaktionsskat i Europa, overhovedet ikke faktisk.” Samme dag havde Børsen et interview med indenrigs- og økonomiminister Margrete Vestager, der meget klart sagde nej til en europæisk tobinskat med følgende citat: ”Hvis man kun indfører en transaktionsskat i Europa, risikerer vi, at kapitalen flytter ud af Europa, fordi det er nemt og billigt at flytte kapital. Der er ikke fundet tilstrækkeligt gode løsninger på det problem”.

Danmark har ikke brug for disse forvirrende signaler – for det skaber frygt. Det Konservative Folkeparti har hele tiden advaret mod en skat på finansielle transaktioner. Både fordi vi ikke kan se formålet med denne skat, og fordi den vil betyde tab af tusindvis af danske arbejdspladser. Forskellige beregninger viser et farvel til godt 5000 arbejdspladser i Danmark. I forvejen koster regeringens godt 4000 jobs– altså 40 jobs om dagen i regeringens første måneder.

Bøjer statsministeren sig for SF’s, en lang række af socialdemokraternes og Sarkozys store ønske om en tobinskat, så bliver det de danske forbrugere, der kommer til at betale prisen. Vi kan bare se over sundet, hvor vores svenske naboer i en kort periode havde en tobinskat – Det medførte at store tab af arbejdspladser pga. virksomhedernes flugt fra det svenske marked. Erfaringerne fra Sverige er tydelige og er ikke til at komme uden om. Jeg håber, at regeringen stopper sin zig-zag kurs, og kæmper imod en europæisk tobinskat – for Danmarks skyld.

For efter 100 dage er det stadig uklart, hvordan regeringen vil lede Danmark gennem den økonomiske krise. Regeringen siger nemlig et, men gør noget andet. Regeringen vil have flere fra passiv forsørgelse og i arbejde. Men det klinger hult, når man samtidig fjerner kontanthjælpsloftet og dermed det økonomiske incitament til at tage et arbejde. Også regeringens vækstpolitisk er fuld af selvmodsigelser. Motoren for vores velfærdssamfund er arbejdspladser i den private sektor. Men med de radikales velsignelse har regeringen kastet grus i maskinen med bl.a. skattestigninger på 5 mia. kr., som øger verdens i forvejen højeste skattetryk. NOx-afgiften er et godt eksempel på, hvordan regeringen suger konkurrencekraften ud af store virksomheder uden en mærkbar miljøeffekt. Og de højere afgifter på øl, slik, kød mv., vil sende mange arbejdspladser syd for grænsen uden sundheden forbedres. F.eks. forventer regeringen, at ølsalget i Danmark vil falde med 8. mio. liter, mens grænsehandelen vil stige med 9 mio. liter.

Det er en svær tid, vi befinder os i, og det er afgørende vi foretager de rette valg. Jorden skal gødes for erhvervslivet med bedre rammevilkår som lavere skatter og færre regler ligesom en stærk satsning på uddannelse og forskning også er vigtigt. Det rekordhøje offentlige forbrug skal reduceres gennem målrettede reformer. Det er helt forkert medicin, når regeringen har ladet det offentlige forbrug stige. Vi skal styrke det personlige ansvar bl.a. ved at sænke skatten. Desværre har regeringen ikke gjort brug af disse tiltag de første 100 dage.

Jeg vil dog også fremhæve nogle få glæder. Tak til regeringen for dens mange løftebrud. For den store forkromede plan, ”Fair Løsning”, er underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr., og hænger derfor ganske enkelte ikke sammen. Tak til Villy Søvndal for at erkende i en kronik i lørdags, at der er grænser for offentlig velfærd. Jeg husker ellers tydeligt, hvordan SF akkompagneret af S, førhen kaldte enhver opbremsning i det offentlige forbrug for en velfærdsmassakre.

Min opfordring til regeringen er at bruge de kommende 100 dage på at stoppe med at sværte den tidligere regering til. Drop nu grammofonpladen med den falske sang om, at det er VK-regeringens skattelettelsers skyld. Det er ikke kun forkert. Det er tom snak. Ellers havde regeringen vel rullet skattelettelserne tilbage. Fortæl nu hvad I vil. Det giver et bedre udgangspunkt for en sund debat og dermed grobund for bæredygtige løsninger. At de første 100 dage vil blive husket som den mest forpjuskede og planløse regeringsstart i nyere tid er en ting. Men at det vil fortsætte i hele regeringsperioden, er et kun alt for tydeligt og realistisk scenarium.