Om mig

December 1990 stemte jeg for første gang til et folketingsvalg. Kort tid efter meldte jeg mig ind i det parti, som jeg havde stemt på – Det Konservative Folkeparti. Men interessen for at være aktiv politiker blev først for alvor vakt i slutningen af 1990’erne. Jeg læste Statskundskab ved Københavns Universitet og fik et studenterjob på Christiansborg december 1997, hvor jeg arbejdede i den konservative pressetjeneste. Det gav mig en masse ideer og lyst til selv at få indflydelse på, hvordan vi kan gøre Danmark endnu bedre at leve og bo i. Derfor blev jeg politisk aktiv.

Jeg er nu medlem af Folketinget, efter at jeg ved valget i 2011 blev valgt i Gentofte-Kredsen i København Omegns Storkreds. Udover mit nuværende hverv som folketingsmedlem og politisk ordfører, har jeg været socialminister og engageret i det kommunalpolitiske. Jeg har været 1. næstformand i Region Hovedstaden og blev sidste år valgt til byrådet i Helsingør. I forbindelse med min udnævnelse til socialminister trak jeg mig fra både by- og regionsråd for 100% at koncentrere mig om min nye post.

Jeg bor i Helsingør sammen med min kæreste Lars og hans søn Simon, som er hos os hver anden uge. Min fritid bruger jeg f.eks. på familien, få læst nogle gode bøger og hygget i hjemmet samt på cross-banen når Simon kører løb og ikke mindst at holde min kondition ved lige.

Hvad betyder politik for mig?
Ja, man siger, at politik er kompromiser og det muliges kunst. Men for mig, er det ingen undskyldning for et lavt ambitionsniveau. Beslutninger skal træffes effektivt og for mig er politik at sætte handling bag visioner, tage ansvar og turde prioritere. Og der er brug for mere mod og bedre dialog – tag bare hele debatten om efterlønnen. På sigt er der ikke råd til, at vi vinker farvel til frisk arbejdskraft, som går på efterløn – allerede i dag dræner det godt i de offentlige budgetter, hvilket betyder, at vi ikke kan investere nok i andre vigtige områder som f.eks. sundhedsvæsenet. Min ambition er at være med til at skabe de bedste rammer for, at alle kan udvikle sig og at der skabes velstand i Danmark til glæde for nutidens danskere og vores efterkommere. Det kræver, at der tages fat på de nødvendige reformer – som arbejdsmarkedsreform, efterlønsreform og skattereform for blot at nævne nogle eksempler.

Og så trænger vi også til at sætte grænser for, hvad politikerne skal blande sig i. Politikere skal ikke diktere, hvordan vi skal leve vores liv. Vi skal have et samfund, der altid hjælper de svage og syge – og som sikre, at vi kan få skabt udvikling og vækst i vores land. Samtidig mener jeg som konservativ, at vi skal sikre de danske værdier som f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og ligestilling mellem kønnene – værdier som er væsentlige for at bevare vores demokrati.


CV – Benedikte Kiær

Født den 10. december 1969

Politiske tillidshverv
Folketingskandidat for de konservative i Hillerød Kredsen og 1. suppleant for Lars Barfoed
Medlem af Hovedbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti
1. næstformand og medlem af forretningsudvalget, Region Hovedstaden
Gruppeformand for De Konservative i Region Hovedstaden
Formand for udvalget for regional udvikling og medlem af udvalget for hospitalsstruktur, Region Hovedstaden
2. næstformand i Danske Regioner
Næstformand i Amgros I/S
Bestyrelsesmedlem af Frederiksborg Gymnasium og HF
Bestyrelsesmedlem af Sundhed.dk

Uddannelse:
1995 – 2001: Cand. scient pol. ved Københavns Universitet
1991 – 1995: Bac. scient (kemi) plus 1. år på den kemiske overbygningsuddannelse på Københavns Universitet
1990 – 1991: 1. år Naturvidenskabelig basisuddannelse på RUC
1986 – 1989: Matematisk-kemisk student på Haslev Gymnasium

Arbejde:
2011 –        :Medlem af Folketinget, Det Konservative Folkeparti
2010 - 2011: Socialminister
2006 – 2009: Kommunikationsrådgiver, BioGasol
2001 – 2006: Chefkonsulent i PrimeTime Kommunikation A/S
2000 – 2001: Seniorkonsulent og teamchef i Kommunikationsbureauet Rostra A/S
1999 – 2000: Studentermedhjælp i Finansministeriet
1997 – 1999: Konsulent i Den Konservative Informations- og Pressetjeneste, Christiansborg
1995 – 1997: Inspektør, Viften i Tivoli, København
1989 – 1995: Køkkenleder og daglig leder, Viften i Tivoli, København


Benedikte i medierne